En vintereftermiddag for vel 15 år siden sad jeg i et tog, som rev sig løs fra Esbjerg Station i Vestjylland og gled ud over markerne, hvor jeg et sted derude i skumringen fik øje på en gammeldags landbrugsmaskine, en såkaldt grønthøster. Jeg huskede, hvordan disse grønthøstere i min barndom futtede rundt på alle marker og spyttede finthakket græs ud til brug for foder, og det slog mig, hvor længe siden det var, at jeg havde set dem i aktion. Nu stod de altid bare og rustede som sælsomme, forladte snabelvæsener langt ude på markerne. Og synet af denne ensomme grønthøster blev dét billede, der – efter at jeg ikke havde skrevet digte i årevis – udløste den serie, som kom til at udgøre samlingen Rystet spejl (2012).

Hvad er det, som sker, når man efter måske flere år, hvor man ikke har kunnet skrive et ord, pludselig bliver inspireret? Det satte jeg mig engang for at undersøge i mit essay En dans på gloser (1996), som nok beskrev en række træk, som jeg fandt tankevækkende ved den kunstneriske skabelsesproces, men ikke besvarede sit indledende spørgsmål om, hvorfra den inspiration så kommer, som sætter hele processen i gang. Det spørgsmål vil jeg vove et svar på i dag.