Næsehornsudlignende. Et udvalg af alt det uendeligt løse, julepioneren Charles Dickens skrev ved siden af sit monumentale romanarbejde, er dramatisk melodiøs lystlæsning.
Glædelig Dickens!
At storbyen, og nærmere bestemt London, er en jungle, er en metafor, der får hove at galoppere på hos alletiders bedste prosaist og romanforfatter Charles Dickens.
Akkurat to gange optræder næsehorn, eller næsehornshud mere præcist, i den slemt tilfældighedsramte, hardcore-melodramatiske julehistorie »Blind vej«, som Dickens skrev sammen med sin ven Wilkie Collins i 1867. Begge optrædener er billedlige, personafsmittede beskrivelser af effekter tilhørende den mestendels komiske biperson Joey Ladle (Dickens-navne!), kældermester, melankoliseret, ifølge ham selv, af mange års optagelse af vin gennem porerne, hos vingrossisterne Wilding & co. (tidligere Peppleson Nephew (Dickens-navne!!)) – et efter Ladles mening skæbnesvangert navneskifte). Første gang:
»En langsom og massiv mand, som inden for den menneskelige arkitekturs stilarter var bygget i bryggerkusk-stil og klædt i krøllet tøj og forstærket forklæde, hvis materiale efter udseendet at dømme var et kompositum af dørmåtte og næsehornshud.«
Del:
