Konversationsleksikon. Hvis ikke man kender ordet i forvejen, kan man lige så godt vænne sig til det, for vores samfund er grebet af en ungdomsfetichisme, som desværre ofte styrer over i modvilje mod ældre medarbejdere.
Gerontofobi
Gerontofobi [geʼrånto'foˈbiˀ], af geron (græsk: gammel mand) og fobos (græsk: frygt, modstand eller vrangvillighed).
Det er alligevel sjældent, at man må bevæge sig baglæns, men for nylig modtog jeg en del kommentarer for en baggrundsartikel, jeg skrev om modstanden mod de franske pensionsreformer. Her forsøgte jeg at forklare, at modstanden skyldtes arbejdsgivernes opfattelse af medarbejdere over 50 som uinteressante, fordi de allerede styrede lige lukt mod pensionen.
Artiklens rubrik var »gallisk gerontofobi«. En lille fiks allitteration, der var væsentlig kortere end den mindre mundrette og helt uelegante »fransk modvilje mod ældre medarbejdere«, og som indkapslede analysens og perspektivernes essens.
Hvis ikke man kender ordet i forvejen, kan man lige så godt vænne sig til det, for vores samfund synes i dag grebet af en ungdomsfetichisme, som desværre ofte styrer over i decideret gerontofobi.
Måske burde vi for en gangs skyld lære af historien. Ikke mindst det gamle Sparta. For her ikke blot respekterede man, men hyldede ligefrem de aldrende borgere, der jo havde vist deres værd med spyd eller sværd i den stolte og brutale bystats tjeneste.
Således bestod et af bystatens øverste politiske råd, Gerusia – også nogle gange refereret til som det spartanske senat – af to konger, som automatisk blev medlemmer ved deres tiltrædelse, og 28 geronter, rådsmedlemmer, hvis primære adgangskrav til Gerusia var, at de skulle være fyldt 60. En alder, der i Sparta markerede afslutningen på militærtjenesten for våbenføre borgere.
Geronterne blev valgt på livstid og nød høj anseelse i datidens Sparta, selvom måden, de blev valgt på, blev latterliggjort af ikke mindst den græske tænker Aristoteles. Årsagen til Aristoteles' kritik var dog ikke geronterne som sådan, og da slet ikke deres alder, men proceduren, hvorved de blev valgt. Hver enkelt geront blev hilst med folkets tilråb, og de geronter, der trak den mest øresønderdøvende lyd, blev valgt. Af hvem? En jury i en lille bygning uden vinduer. Næppe historiens mest solide valgmetode.
Ikke desto mindre har mange styreformer siden ladet sig inspirere af geronternes rolle og funktion. Således hed overhuset i Grækenland Gerusia i årene 1927-1935.
De amerikanske højesteretsdommere giver med deres livstidsudnævnelse, relativt store magtbeføjelser og en gennemsnitsalder på 62,5 år også mindelser om det spartanske ældreråd. Ligesom det franske andetkammer, Senatet, synes at være inspireret af den spartanske erkendelse af alderen som en nogle gange nødvendig og rationel bremse på yngre lovgiveres iver og ildhu. Således vælges senatsmedlemmerne indirekte og for seks år ad gangen, men forskudt således, at kun halvdelen af Senatet skiftes ud hvert tredje år.
Selvom der ikke er noget alderskrav i det franske senat, er aldersgennemsnittet pudsigt nok 61. Temmelig illustrativt for den førnævnte galliske gerontofobi omtales Senatet da også i folkemunde som »beviset for, at der for franske folkevalgte er et liv efter døden«.
Del:
