Det siger en del, at danskerne har i hvert fald 12 ord for pedanter: pernittengryn, besserwisser, bessermacher, æggehoved, ordgyder, ordkløver, hårkløver, pindehugger, paragrafrytter, petitesserytter, detaljerytter og det absurde, men fantastiske flueknepper. Det er ganske forståeligt, for noget af det absolut mest irriterende, man kan komme ud for i dagligdagen, er at blive rettet på, især hvis det drejer sig om en bagatel. Pedanter har tilsyneladende altid provokeret, og Arnoud S.Q. Visser, professor i skriftlig kultur fra renæssancen ved Utrechts Universitet, har sat sig for at kortlægge pedanteriets verdenshistorie i en ny bog, On Pedantry: A Cultural History of the Know-It-All.

Mange, heriblandt denne skribent, har forsøgt at tage pedanten i forsvar; Erasmus af Rotterdam anså offentlighedens irritation mod hans skriverier som et adelsmærke, og kulturkritikeren Edward Said mente, at den ideelle intellektuelle skulle være støvet, veltalende, indigneret og altid i krig med magthaverne. Her gør Visser noget nyt: Han omfavner nemlig det helt åbenlyse faktum, at pedanter er skideirriterende – og foreslår, at vi anskuer pedanteri som »en intellektuel last i Vesten« ud fra den tese, at pedantisk opførsel har været med til at fostre et latent mishag til intellektuelle, som stadig plager os i dag.

Visser begynder sin historie i civilisationens vugge, det gamle Athen i det femte århundrede f.Kr. Hvis man havde talegaverne i orden, kunne man hurtigt komme frem i det athenske demokrati, så det myldrede med kloge hoveder, fra Perikles og Thukydid til Platon og Sokrates.