Anmeldelse: Siden gæstens ankomst. Den schweiziske debutant Ariane Koch skriver vildt sjovt og vildt fremmedgørende om selvretfærdig racisme og slaskende støvsugersnabler.
Fremmedhad i hurlumhejhuset
Fotocollage: Mai-Britt Bernt Jensen
Det siges, at der til enhver given bog findes lige så mange læsninger, som der findes læsere, og sjældent har det vist været så sandt som i tilfældet Siden gæstens ankomst.
Jeg hælder til, at historien om en kvindelig jegfortæller i en navnløs lille by i en ubestemmelig tid, der modtager en fremmed gæst i sit hus, faktisk er en fortælling om racisme. Med lidt god vilje kunne man dog også læse relationen mellem gæsten og værten som et romantisk forhold, der kuldsejler; tag bare en sætning som denne fra kapitlet, hvor gæsten og værten første gang mødes på den kitschede Rondelbar: »Det sidste, jeg tænkte, før jeg kom i kløerne på ham, var, at jeg skulle passe på, jeg ikke kom i kløerne på ham.« Det kunne lyde som en forsmået elskers ord.
Del:
