Anmeldelse: Det vi lever for – om meningen med det hele. Med sin nysgerrighed og dybe erkendelsestrang giver Lone Frank et klarere bud på livets mening end mange søndagsprædikener.
Fremmed i eget liv
Jeg tror, det er ret menneskeligt nu og da at gøre mærkelige ting for at fylde det eksistentielle tomrum ud, skulle man miste meningen som den understrøm, der bærer os i livet. For nogle år siden blev jeg grebet af at samle på opsatser af polsk presset glas – alle farver, alle størrelser. Og nu ligger så alle opsatserne indpakket i avispapir i to store flyttekasser på loftet som vidnesbyrd om noget, jeg engang manglede.
På samme måde ville videnskabsjournalist Lone Frank, havde det ikke været for en sortklædt VVSer, sandsynligvis have ladet sit slidte, men funktionsdygtige badeværelse med hjemmemalede fliser udskifte med en lyksalighed af sort skiffer og skinnende messingarmaturer. »Er du sikker på, at det er noget, du selv vil?« spurgte håndværkeren og så op på Frank fra sin plads under håndvasken. Nej, vel var det ej.


