Hermetisk. Sadegh Hedayats nyoversatte klassiker fører læseren ind i en stadig mere vanvittig spiral af bitterhed og voldsfantasier.
Fra kvindehadets kerne
Da Sadegh Hedayats roman Den blinde ugle først udkom i Bombay i 1937, bestod oplaget af 50 håndskrevne eksemplarer. Hedayat ville formentlig aldrig have troet på, hvad det skulle vokse til; Den blinde ugle er i dag oversat til omtrent 40 sprog, den er blevet filmatiseret tre gange, og bogen er anerkendt som et af de vigtigste moderne litterære værker fra Iran. En succes, der selvfølgelig først indfandt sig efter Hedayats selvmord i 1951. Den første danske oversættelse kom i 1989, men den udgave har længe været svær at opdrive antikvarisk. Derfor er det en kærkommen nyhed, at Den blinde ugle er blevet udgivet på ny af forlaget OVO Press, med oversættelse og efterord af Shadi Angelina Bazeghi.
Romanen er udformet som én lang monolog, fortalt af en ung stofmisbruger, der henvender sig til sin egen skygge. I løbet af én nat og mange drag på opiumspiben fortæller han om sin besættelse af en ung kvinde, der i begyndelsen bliver beskrevet som det eneste lys i fortællerens liv:
Del:
