Forforståelsen forfra

Ifølge diverse danske medier er der sørme meget, man er nødt til at forstå, før man overhovedet kan forstå noget. Skal vi ikke hellere være ærlige om, at vi nogle gange bare skriver om det, vi selv lige syntes var sjovt den pågældende uge?

Når man taler om postmodernismen – og det er der nok ikke alverden, der gør længere, men alligevel – så taler man nogle gange om en figur, der kaldes mise en abyme, der handler om at kopiere i kopier. Den kan lettest illustreres med det fænomen, man oplever, når man står i et spejlkabinet: I genspejlingen ser man omridset af sig selv mange gange fordoblet.

Jeg tænker på dette spejlkabinet næsten hver gang, jeg besøger Zetland og Information, der begge excellerer i et format, der findes overalt i det danske mediebillede, men særligt hos dem, som jeg ynder at kalde Forfra Bagi.

»Forfra«, fordi noget skal forklares forfra, så vi bedre kan forstå noget andet, uden at det bliver forklaret, hvorfor jeg så kan forstå det andet uden også at forstå noget tredje – hvis man først har bevæget sig ind i denne hermeneutiske cirkel, så er der på sin vis ingen vej ud.

»Bagi«, fordi det er der, denne dovne praksis kan rende mig.

FORSTÅ MIG RET: Alt forstås bedre, hvis man kender kontekst og baggrund, men Forfra Bagi bruges aldrig de oplagte steder. Ingen foreslår, at man sætter sig ind i regionens historie for at forstå krigen i Gaza – det ville være alt for simpelt et forslag for disse storhjernede skribenter.

I stedet bruges Forfra Bagi meget mere sensationelt og en del mere postulerende. 

Hvis jeg vil forstå nutiden, er jeg nødt til at forstå YouTubes algoritme (og dog befinder jeg mig lige nu i nutiden uden begreb om YouTubes algoritme og klarer mig, føler jeg selv, sådan nogenlunde). Hvis jeg vil forstå samtiden, er jeg nødt til at forstå Immanuel Kant (i så fald er samtiden lukket land for mig). Hvis jeg vil forstå nutidens kønsdebat, er jeg nødt til at læse Shakespeare (sært nok har jeg læst min Shakespeare uden at blive synderligt klogere på kønsdebatten).

Det lyder jo godt og klogt, når man kan slynge om sig med svært forståelige sammenhænge, og med dette simple greb kan man som skribent give indtryk af, at man kan perspektivere sin læser herfra og til månen. 

Men er der ikke nærmere tale om, at man pynter sine egne arbitrære forkærligheder med lånte fjer? Man har fundet en belejlig formel, hvor alle ens interesser får et skær af noget relevant.

Siden De læser disse ord nu, har De sikkert bemærket, at Weekendavisen også skriver i øst og vest, men her er grundstemningen anderledes, mere ærlig: Der hersker, forekommer det mig, en konsensus om, at man skriver på ugens dagsform, og så må man bare håbe, at læserne enten deler ens fascination eller ikke stiller for mange spørgsmål til relevansen af det skrevne. 

Også her kan man selvfølgelig diskutere den journalistiske relevans, men i det mindste står skribenten som udgangspunkt ved, at ja: Her er der plads til at hyppe på sine egne idiosynkratiske heste.

MÅSKE BURDE JEG være ligeglad med, hvad der sker andre steder og i stedet passe min egen butik. Problemet er bare, at Forfra Bagi-modellen er i vækst og nemt kan brede sig, hvis man ikke er på vagt. Selv her i idiosynkrasiens højborg har jeg observeret tilløb til den. 

Jeg vil ikke hænge nogen ud ved navn (det har jeg bevidst undgået hele vejen igennem, så eksemplerne er mere eller mindre tænkte), men nogen må tage bladet fra munden, hvis dårligdommen skal tages i opløbet.

Så hermed en opfordring: Hvis De er skribent, og hvis De har lyst til at skrive om det, der optager Dem af mere eller mindre private årsager, så stå ved det. 

Stå ved, at De ikke har brug for en krog at hænge Deres hat på, at De ikke kan tage Dem af nyhedsstrømmens snærende bånd, at De hypper på nogle heste og klapper andre, og at ingen skal fortælle Dem, hvilke heste der skal have hvilken behandling.

Og fri mig så for flere søgte sammenhænge. Forfra Bagi-manøvren er en sok, der er udgokket nu.