Egomord. »Jeg kunne med en vis lede konstatere, at jeg er dygtig.« Niels Lyngsø har droppet sidste del af sin anmelderroste trilogi for at meditere og dyrke pragmatisk buddhisme.
Forfatteren, der mistede sit selv
Niels Lyngsøs firlængede gård midt på Tåsinge giver mig en sær fornemmelse af at være kommet tilbage i tiden. Det var sådan her, min far boede i et langt stræk af min opvækst.
Et nedlagt landbrug, der ligesom udgør sin egen verden og trækker på skuldrene ad alle sociale konventioner for, hvordan der bør se ud, når byboer flytter på landet. Vist er stuehuset stråtækt bindingsværk, men de blege stokroser foran vinduerne ligger lemfældigt hen ad jorden. På gårdspladsen gror uhæmmede plantevækster, som om de ville brække de toppede brosten op. Og indhegningen med forvildede høns og en flok komisk langstrakte løbeænder bliver regeret af – ja, en eller anden vild urt, som har sået sig selv.
Del:
