Vi kan godt lide at sige, at den trykte bog er et langsomt, tænksomt medie i en omtumlet verden af klik og swipes. En ø af fordybelse i et farvand af truende søgang. Men det passer ikke længere. Også den limindbundne papirbog er efterhånden et tydeligt tegn på tiden.

Tag blot de seneste ugers udgivelser om Marius Borg Høiby, søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit og tiltalt for 32 forhold, herunder vold og voldtægt. To bøger, som aldrig burde have været udgivet i deres nuværende form.