Hvis man kan lære noget af lanceringen af Katherine Diez' bog, er det dette:

Kvinder kan spille på deres køn, så længe det hjælper dem frem og får dem til at fremstå tiltrækkende og frigjorte. Når det pludselig giver bagslag at have gjort sin krop til en del af sit offentlige brand, frasiger de sig hurtigt ansvaret. Så er det omverdenens blik, der er sexistisk.

Beviset findes på forsiden af hendes bog, I egen barm.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Både titlen og portrættet fører blikket og opmærksomheden ned i Katherine Diez' æstetiske, sort-hvide kavalergang. Hun er iført en stropløs kjole, der begynder et godt stykke nede og sikrer hende netop den seksuelle opmærksomhed, som hun ellers tidligere har klaget over. 

Arkivfoto: Oscar Scott Carl, Scanpix
Arkivfoto: Oscar Scott Carl, Scanpix

Sandheden er, at Katherine Diez sender blandede signaler som en strategi. Og hun har det ikke fra fremmede.

Der eksisterer en opmærksomhedsindustri omkring kvindekroppen, og er man villig til at indvie offentligheden i sit privatliv, sin menstruation, sin livmoder, sin selvskade eller sin sociale udstødelse, kommer man i fast track-ordning på både forlag, medier og sociale medier.

Det er blevet en modus operandi, en genvej til gennemslagskraft, at polemisere og politisere kvindekønnets inderste forhold helt ud i det yderste offentlige rum.

Cover: People's Press
Cover: People's Press

Problemet er, at den vare, man sælger, er en selv. Ofte står man ikke på en faglig eller fastansat grund, men lever af løse opgaver og freelancehonorarer, hvilket yderligere styrker driften mod at råbe højt for at etablere sin plads i verden. Man insisterer på at lægge intime forhold ud til offentlig bedømmelse, men så snart bedømmelsen viser sig at være negativ, fralægger man sig ethvert ansvar. 

På den måde slalomløber kvinder sig igennem den offentlige debat og skifter bane, alt efter om det betaler sig at være sårbar eller sexet boss lady.

Katherine Diez selv har insisteret på, at man godt kan være både klog og smuk, men ingen af hendes boganmeldelser i Berlingske, heller ikke de plagierede, overdøvede hendes selviscenesættelse. Det var de opstillede fotos af hende selv og hendes berømte kærester, der gjorde hende til et navn i nogle kredse, og det bliver nok også selviscenesættelsen snarere end selvindsigten, der kommer til at sælge hendes bog. At hun beskriver, hvordan hun får overskredet sine egne grænser, mens hun samtidig udleverer private detaljer om sin ekskæreste Adam Price imod hans ønske, viser ikke blot, at hun tilsyneladende er mere optaget af sit eget velbefindende end andres. Det viser også, at hun er bedre til markedsføring end litteraturkritik. Det samme kan siges om hendes forlag People's Press. 

På det kvindelige aktieindeks er seksuel kapital en stærk valuta, men Katherine Diez viser, at det kan være farligt at satse alle sine penge på den. 

Vil man tage æren for opturen, må man også være mand nok til at blive stående i elevatoren, når den kører ned.