Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein er berømt for sine to perioder: Den første omkring hovedværket Tractatus fra 1921, da han lancerede en sprogfilosofi baseret på den idé, at sande udsagn er en art billeder af fakta i verden.

Den anden omkring det posthume hovedværk Philosophical Investigations fra 1953, hvor han så sproget som en samling vidt forskellige sprogspil, der ikke kun tjener til at afbilde verden. Begge perioder tager sproget som indgang til filosofien, men imellem dem havde Wittgenstein en lang periode, hvor han ikke filosoferede.