Tomrum. Hvorfor skriver forfatterne ikke romaner om præsidenten og hans mere end ti år i centrum af amerikansk politik? Og hvordan skulle en sådan roman se ud?

Et Trump-formet hul i bogreolen

For nylig sad jeg på en restaurant i mit gamle nabolag i Brooklyn Heights med den amerikanske journalist George Packer, som til daglig skriver for The Atlantic. Over et par burgere og en øl sad vi og rystede på hovedet i fortvivlelse over den nye administrations nihilistiske angreb på institutionerne i det amerikanske samfund.

Men jeg havde også aftalt at mødes med Packer, fordi han for nylig har gjort noget ganske usædvanligt: Han har skrevet en roman. The Emergency, som udkommer i USA til november, er usædvanlig, ikke kun fordi den er et skønlitterært værk af en journalist bedst kendt for sine bøger om Irakkrigen, USAs sociale forfald og den amerikanske diplomat Richard Holbrooke. The Emergency er usædvanlig, fordi den handler om den virkelighed, der netop nu udspiller sig i USA og Europa. Den er en politisk allegori om en families skæbne i en tid, hvor den herskende samfundsorden kollapser.

Andre læser også