Fødselsdesperationer. Rachel Cusks uforældede barselsmemoir er endnu et chokeret vidnesbyrd fra det første år som mor. Hvad er mon næste skridt for den forbitret ærlige moderskabslitteratur?
Ensomme mødre, foren jer
Der er tilsyneladende gået hul på en mor-byld i litteraturen de seneste år. Noget undertrykt og smertende vælder frem, alle de aspekter af det spæde moderskab, som ikke passer ned i en yndig douce sparkedragt fra Purebaby eller Konges Sløjd. Herhjemme: Maja Lucas’ Mor, Cecilie Linds Mit barn, Olga Ravns Mit arbejde med flere. De korte titler udstråler noget monumentalt og udmattet. Ligeså Rachel Cusks Et livsværk, hvis titel dirrer af anstrengelse. De nævnte titler er fødselsdepressionernes litteratur, men også: fødselsdesperationernes. De beskriver ikke kun patologiske undtagelsestilstande, men især det normale vanvid, som indtræffer med barnets første leveår.
Måske er bylden egentlig et misvisende billede, for materien har i virkeligheden flydt længe. Går man baglæns gennem litteraturhistorien, opdager man dem, alle de grædende spædbørn, de udslukte forældre, al den rå, kedelige tortur og kærlighed, de første uger og måneder består af. Det handler bare om øjnene, der læser. Læseren uden børn skimmer uinteresseret de pågældende passager, noterer sig det håbløst almene og rædselsvækkende, som eksisterer side om side i det tidlige moderskab, og tænker: Hun må overdrive.
Del:
