Det er et lille mirakel, at Martin A. Hansens Løgneren fra 1949 blev en af de bedst sælgende danske romaner nogensinde. Den korte fortælling om Johannes Vig, skolelærer, degn og postmand på det fiktive Sandø, der sidder og skriver i sine blå kollegiehæfter om jagtudflugter, kaffeselskaber, gudstjenester, småforelskelser, sværmeri og affærer, har formået som få andre bøger i dansk litteratur at indfange de store og små ting, der binder livet sammen. Løgneren var også nyskabende for sin tid, idet den blev læst højt i radioen, inden den udkom i bogform. I den forbindelse foreslog Erhardt Larsen i denne avis, som dengang hed Berlingske Aftenavis, at man lod Johannes, Annemari »og alle de andre leve videre som mundtligt overleverede skikkelser, som den ene havde opfattet på den måde, den anden på den. I tidens løb ville noget blive digtet til, andet blive glemt, det ville gå som med de gamle sagaer – og det er ikke godt at vide, hvad Løgneren kunne udvikle sig til, inden den en dag – hinsides alle forfatterrettigheder, og når de, som oprindeligt havde hørt den, var døde – blev skrevet ned.«

Den tanke har Jesper Wung-Sung tydeligvis taget til sig, for i dag, hvor vi rent faktisk befinder os hinsides alle forfatterrettigheder – Martin A. Hansens forfatterskab trådte ind i det offentlige domæne sidste år – udkommer han med Sandøs rose, en nyfortolkning af Løgneren, hvor fortælleren ikke er Johannes, men hans tidligere elev, den unge, flyvske Annemari, der ligesom i den oprindelige roman er genstand for et trekantsdrama mellem den tavse, stedbundne Oluf og ingeniøren Harry, der gerne vil væk fra øen og ud i verden.