Den første skriftlige kilde, der omtaler citrusfrugter, er en hinduistisk tekst fra omkring det 8. århundrede før vores tidsregning. Siden er der skrevet meget om de syrlige frygter, og seneste skud på denne stamme er Nanna Simonsen og Ole Knudsens udgivelse Den lille sure. En presset historie om citronen. Det er her, man kan læse om den hinduistiske kilde – og meget mere.

For eksempel at man måtte skrive den europæiske citrushistorie om, da man udgravede Pompeji i 1700-tallet og fandt mosaikker og freskomalerier med afbildninger af træer fulde af citrusser. Inden da havde man troet, at de syrlige frugter var kommet til Europa omkring 800-900-tallet. Antagelsen var også, at man havde brugt træerne dels som prydplanter, dels som en slags tidlig luftfrisker i byerne, hvor der endnu ikke var helt styr på kloakering og almen hygiejne – og at det først var langt senere, man fandt på at benytte de syrlige frugter som fødevarer.