Bøger

Anmeldelse: Lufthavet. Vibeke Grønfeldt har skrevet verdens roligste og tysteste, mest knitrende og koncentreret henkastede postapokalyptiske sci-fi-roman.

En mørnet avis er blæst fast i hunderosen

larsbukdahl

Vibeke Grønfeldt, født 1947, mangler som den eneste i sin generation af gennem plus 45 år suveræne mesterprosaister at skrive en eksplosivt læsermultiplicerende bestseller. Svend Åge Madsen havde Tugt og utugt i mellemtiden, Dorrit Willumsen havde Marie, Kirsten Thorup havde Himmel og helvede, Jens Smærup Sørensen havde Mærkedage, men Grønfeldts ry har alle dage været for genstridigt og forbenet brillant og vi anmelderes begejstring for indædt og hypnotiseret uforbeholden. 

Jeg foreslår, at tiden nu er inde, og at Grønfeldts nye, genstridigt og forbenet brillante roman Lufthavet, som jeg er indædt og hypnotiseret begejstret for, skal insisteres til at blive den bestseller, som den ligesom hver eneste af hendes forrige 25 bøger fortjener at være.

larsbukdahl
Lars Bukdahl
(f. 1968) er forfatter og anmelder. Cand. phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Debuterede som anmelder i Kristeligt Dagblad i 1988, sluttede sig til Weekendavisen i 1996, Debuterede som forfatter med digtsamlingen Readymade! i 1987, har siden udgivet både digte, romaner, rim og remser, børnebøger og litterære monografier, senest kom erindringsteksterne Korshøjen, 2018. Siden 2008 redaktør på det hæderkronede poesitidsskrift Hvedekorn. Blogger på bloggen Blogdahl og bebor desuden en hjemmeside larsbukdah.dk. Modtog 2008 Kunstrådets Formidlingspris.
larsbukdahl@live.dk

Andre læser også

  • Samfund
    Abonnement
    Bernadotte-dilemmaet

    Rangstige. Skolevalg er udtryk for politik, klasse og forældreskab. Især i København. Mads Staghøj overvejer sin ufødte søns fremtid.

  • Samfund
    Abonnement
    Det bliver i familien

    Stikker. Ny bog om Flammen og Citronen rokker ved nationale myter. På en stille villavej i Allerød skal en faderløs families historie nu skrives om.

  • Kultur
    Abonnement
    »Det er jo ikke et show, vel?«

    Brobygger. »Vi, 1990ernes ironikere, forsøgte at klare den som en flok hårde hunde, der bare grinede ad, at verden var helt gakkelak – som verden jo er. Og havde vi ikke haft ironien, så havde vi altså bare siddet og grædt.« Hella Joof om racisme, sexisme og at holde i hånd uden snerten af ironi.