Anmeldelse. I to nyoversatte udgivelser gør Annie Ernaux det, hun gør bedre end alle andre: Hun betragter og beskriver det, der gør så ondt at se – efter ubehaget har indfundet sig.
En moders kys
Selvom forfatteren givetvis ville opponere, forekommer det mig, at når man har læst nok Annie Ernaux, så begynder hendes metode at fremstå som en art ekstremsport. Der er en insisteren på at se, huske og lægge tingene frem, som nærmer sig det frygtindgydende. Der er en smertetærskel, som overskrides igen og igen.
Denne evne kan man så gyse-frydes over i to nye danske udgaver: Den anden datter og Jeg er stadig i mørket – dygtigt oversat af henholdsvis Lilian Munk Rösing & Birte Dahlgreen og Niels Lyngsø. Begge korte bøger kredser om moren, men er ikke nærmere indbyrdes beslægtet end resten af forfatterskabet. Noget af det saliggørende ved at læse Ernaux' forfatterskab – og blive ved med at læse det – er de tråde, der så elegant kan trækkes fra det ene værk til det næste.
Del:
