Vagina Woolf er forfatter. Hun eller han, de eller dem – vi ved det ikke, og det er ikke vigtigt – er fan af Virginia Woolf. Det er vigtigt, for Vagina Woolf skriver fanfiction om Virginia Woolf: Vagina Woolf har for eksempel skrevet den virkelig frydefulde The After-Party, om festen efter Mrs. Dalloways fest. Den fest, Mrs. Dalloway slutter med, den fest, hvis forberedelser indleder romanen om en umiddelbart ret almindelig junidag i Clarissa Dalloways liv: »Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne.«

Virginia Woolfs roman, snarere mesterværk, Mrs. Dalloway, fylder 100 år 14. maj. I 2020 skrev den amerikanske forfatter Jenny Offill i introduktionen til en ny Penguin-udgave: »Intet, du måtte læse i en plotopsummering, forbereder dig på alt det, the multitudes, den rummer.«