Anmeldelse. Stortalentet Simon Holm Pedersens roman nummer to lykkes med at skabe et veritabelt sort hul af sort humor, før mørket beskæmmet møder sin etbenede overkvinde.
En frygtelig fornemmelse af forår
Christina Hesselholdts Til lyden af egen tromme, anmeldt i sidste uge, og Simon Holm Pedersens lige så virtuost formørkede Dødsmoden er begge paradoksalt vitale romaner om livsfornægtelse og selvmord, også før – så langt plotspoilede jeg Hesselholdts roman, og så langt plotspoiler jeg også gerne Holm Pedersens, det vil jeg ikke undskylde for – deres hovedpersoner holder inde med aktivt at planlægge og argumentere for en resolut afkortning af deres eksistens.
Jævnfør bare denne skønne sekvens fra Dødsmoden, hvor hovedpersonen Bertel, nær 40-årig, hjemmeboende døgenigt, i forbifarten forbander våren:
Del:
