Det er efterhånden en vedtaget sandhed, at samtidslitteraturen har et samtidsproblem. Nok er den stadig i stand til at skildre eviggyldige menneskelige erfaringer i en fiktiv litterær form, men det føles samtidig, som om den er blevet hægtet af den teknologiske udvikling.

De indtryk, der møder et menneske i dagens verden, stammer i høj grad fra nyhedsfeeds, brugergrænseflader, livestreams og computerspil. Hvor er romanerne, der beskriver, hvordan det føles konstant at deponere mellem 30 og 100 procent af sin opmærksomhed i en mobiltelefon? Hvor beskrives den gameificering af sociale relationer, man ser på datingapps? Hvad skal en forfatter stille op med den sælsomme sproglige oplevelse, det er at kommunikere med en AI-chatbot? Kan den slags overhovedet integreres i skønlitteraturen?