Hvis Emma Gad kunne stå op af graven og studere den parasociale sorg, ville hun falde død om én gang til. For over 100 år siden skrev hun i Takt og tone, at »Trængsel af nysgerrige uvedkommende ved en begravelse er noget af det mest uskønne i samfundslivet og en forhånelse mod de efterlevendes sorg«, og før det, at »[d]et må stærkt fordømmes at betragte en begravelse som et gratis skuespil, som det kun alt for ofte sker ved celebre dødsfald, der drager en stor jordefærd efter sig med kirkemusik, faneopstilling ol.«

Og ja, det er så sandt, som det er skrevet. Det er både et gratis skuespil og en gratis omgang at selfiegnubbe sig op ad en nyligt afdød kendt ud fra devisen »Se mig! Jeg er sammen med en kendt og derfor også selv lidt kendt«. Et patetisk skuespil, som vi igen og igen oplever på sociale medier, senest i forbindelse med poeten Jørgen Leths død og før det, da hjerneforskeren Peter Lund Madsen døde og forinden over Erik Clausen, Jytte Abildstrøm, Peter Belli, Ritt Bjerregaard og så videre.

»Man sagtens kan anerkende folk for deres indsats uden at mase sit eget fjæs og ego ind i hyldesten,« skriver Anne Sophia Hermansen. Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix
»Man sagtens kan anerkende folk for deres indsats uden at mase sit eget fjæs og ego ind i hyldesten,« skriver Anne Sophia Hermansen. Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix

Som lægen Vibeke Manniche skrev, da forfatteren Lise Nørgaard døde: »RIP Lise Nørgaard - kunne, turde og gjorde! Mødte Lise en enkelt gang for ca 17 år siden, som kom målrettet hen og sagde uden tøven, at hun beundrede mig og mit mod. Var da forkvinde for Kvinder for Frihed, hvor vi tog fat på kvinders rettigheder - også indenfor islam.«

Ligesom man ikke skal lade en god krise gå til spilde, skal man åbenbart heller ikke forpasse et dødsfald som anledning til selvpromovering.

Nå, er jeg ikke bare en træls sorgpolitibetjent, der vil bestemme over andres opdateringer? Gid jeg kunne! For det er da ærligt talt pinagtigt at læse den ene pseudonekrolog efter den anden om kendte mennesker baseret på, at en eller anden tilfældigvis har overhørt en forfattersamtale på BogForum og bagefter bemægtiget sig forfatteren som et stort barn, der har plantet sig på skødet af julemanden.

Det er imidlertid sådan, at man sagtens kan anerkende folk for deres indsats uden at mase sit eget fjæs og ego ind i hyldesten. Det var også det, Emma Gad henviste til i Takt og tone, da hun skrev, at: »Fremmede og uvedkommende burde have så megen agtelse for døden, at de holder sig borte.«

Døden er ikke en digital folkefest.