Hvis Emma Gad kunne stå op af graven og studere den parasociale sorg, ville hun falde død om én gang til. For over 100 år siden skrev hun i Takt og tone, at »Trængsel af nysgerrige uvedkommende ved en begravelse er noget af det mest uskønne i samfundslivet og en forhånelse mod de efterlevendes sorg«, og før det, at »[d]et må stærkt fordømmes at betragte en begravelse som et gratis skuespil, som det kun alt for ofte sker ved celebre dødsfald, der drager en stor jordefærd efter sig med kirkemusik, faneopstilling ol.«

Og ja, det er så sandt, som det er skrevet. Det er både et gratis skuespil og en gratis omgang at selfiegnubbe sig op ad en nyligt afdød kendt ud fra devisen »Se mig! Jeg er sammen med en kendt og derfor også selv lidt kendt«. Et patetisk skuespil, som vi igen og igen oplever på sociale medier, senest i forbindelse med poeten Jørgen Leths død og før det, da hjerneforskeren Peter Lund Madsen døde og forinden over Erik Clausen, Jytte Abildstrøm, Peter Belli, Ritt Bjerregaard og så videre.