Danmarks stemme

Yndlingsdigter blandt mange, yndlingsinstruktør blandt færre, men helt objektivt, faktuelt bare den all time største og bedste og vigtigste stemme, Jørgen Leths. For satan da – som han elskede at sige:

Grundaarhusiansk, men dannet aarhusiansk, højaarhusiansk, ikke lavaarhusiansk, ligesom bare strejfet nasal, utravl, rolig, cool, i det fineste, rytmiske trav. Velartikuleret som hos de store, klassiske skuespillere, han elskede at caste i sine film. Groovy samtidig med sin tanke, selv når improvisationen er helt fri eller brat igangsættes, fordi et udbrud uventet går i gang på en drabelig Tour-stigning. Ikke helt så let at parodiere, som mange af dem, der har prøvet, tror, men det er også, som om, har jeg lagt mærke til, man har sine gode og dårlige momenter som Leth-parodist. Den skal ligge helt rigtigt for stemmegaflen for at lykkes.

Den eneste, men ikke ulille trøst, der er til at få øje på, når store kunstnere dør, er, at man stadig kan læse og se og høre dem. Derfor vil jeg bede Dem, kære læser, om for et øjeblik at blive medlytter og klikke ind på Spotify, hvis det er muligt – ellers må stemmen læses frem af tekst, hvilket lige præcis er muligt, men selvfølgelig ikke det samme – og finde og afspille det første nummer, »Jeg vågner«, på det femte og seneste (forhåbentlig ikke sidste) album, De øjeblikke vi har (2019) med den gruppe kaldet Vi Sidder Bare Her, som Leth dannede med musikerne Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, og som i al udsøgt, diskret musikledsagelse i høj grad var et partyband for Jørgen Leths stemme i fri dressur. 

Tryk på play akkurat nu, og lyt til de 3:07 minutter, nummeret varer, sammen med mig. For dem, for hvem lytning er umulig, har jeg – med glæde! – afskrevet den fulde ordlyd:

»Men jeg kan sidde tit på min seng og kigge på mine fødder, som er nede på gulvet. Det er også en dejlig underholdning, synes jeg, det er en form for at finde sig selv hver dag, man kigger ned på sine fødder. De er der, jeg er her, jeg har fødderne på gulvet, og derude er havet, jeg kan høre lyden af havet. Og jeg gider ikke tage gardinet fra, for jeg gider ikke se det der lys, men jeg vil gerne have, at det siver ind, det kan jeg rigtig godt lide, den følelse af, at solen siver ind i alle spalterne, det er altså helt afgørende for mig. Det dér med at vågne op i et rum, hvor lyset er lukket ude af nogle tunge, mørke gardiner, altså tunge og tunge, men de er i hvert fald mørke nok til at holde lyset ude, undtagen i sprækkerne. Det, synes jeg, er en god måde at opleve en ny dag på, at det siver ind. Og jeg skal ikke hen og trække gardinerne fra, så lyset vælter ind, det gider jeg ikke, det er jo banalt, at man får hele morgenlyset i hovedet, og alting skal oplyses, nej, det gider jeg ikke. Så er man jo pludselig i en anden tilstand, i en anden verden, et andet billede. Jeg gider kun at lytte til fuglene lidt og så til det dér lys, der ligesom siver ind, det kan jeg rigtig godt lide, det er ligesom musik, der starter, det synes jeg. Det er det, der vænner mig til at komme ind i en ny dag.«

Lyder – og bevares: betyder – det ikke bare fantastisk godt af ingen andre! En specialitet i Leths sene impro-snak – en egen genre, der foruden albummene med Vi Sidder Bare Her tæller Spørge Jørgen-udsendelserne på 24syv (delvist afskrevet i to bogbind) – er irritationspræciseringen. På det tredje nummer på det citerede album skælder og smælder han kosteligt konkret på buffeter: Et kerneord for hyperhedonisten er i den forbindelse: gider! Og sjældent har et ugideligt menneske været så flittigt, herunder flittigt talende.

DET FØLES DECIDERET unaturligt, at døden har gjort ham tavs, Jørgen Leth. Han skal for fanden blive ved at tale, italesætte sig, kommentere cykelløb og hvad som helst, ved og ved og ved.

Sidste gang jeg så ham og talte med ham og hørte ham læse op, var til receptionen her i foråret på Gyldendal for hans sidste, også for ham selv mirakuløse digtsamling Zombie.

Han så pludselig rigtig gammel ud, hvilket man også bør gøre, når man er 88 år gammel, men aldrig har en ældre herre ført sig stiligere end Leth jo; gløden i blikket og stemmen var uslukket. Og gløden i stoltheden, hvis ikke decideret begejstringen, over at have overrasket sig selv og os andre med ny, fremragende poesi.

Det har også hele vejen været en central drivkraft i skriften og stemmen: selvsikkerheden og selvnydelsen. Troen på, at det var vigtigt og fedt, at han sagde noget, selv når der ingenting var at sige, som når der i timevis i Tour-transmissionerne netop ikke var uventede udbrud på høje stigninger. Eller når der kun var ingenting at sige noget om, som at vågne og se på sine fødder, mens solen siver ind gennem gardinets sprækker.

Leth gav cykelsporten sin stemme, som til bevidstløshed og ulidelighed demonstreret af hans mange epigoner, men sporten gav også ham sin stemme: I første omgang på skrift, i gennembrudsværket Sportsdigte (1967), der skandaløst for en digtsamling faktisk indeholdt digte om sport, om sport som sport, og primært cykelløb som cykelløb.

Hvorfor i alverden ikke citere den haikukorte evergreen »Fausto Coppi« for 117. gang, hør det indeni:

»Fausto coppi/ var et fantastisk menneske/ befandt sig bedst helt alene// Når han kørte i bjergene/ kunne ingen følge ham, han/ var et fantastisk menneske// Sagde tidligt farvel,/ fausto coppi/ fausto coppi«

I ANDEN OMGANG som tale, som speak til levende billeder, som han som en leg eksperimenterede med i de glitrende eksperimenterende film Det perfekte menneske (1968) og Livet i Danmark (1971), men for og som alvor opererede med i verdens to bedste cykel- og sportsfilm, Stjernerne og vandbærerne (1974) og En forårsdag i helvede (1976). Sådan begynder speaken i førstnævnte med nøgternhedens patos:

»Hen mod middag./ Et skyggefuldt hjørne af en have./ Adskilte dele af en cykel./ Et bord fyldt med mekanik./ Tandhjul./ Pedalarm./ Tåclips./ Skruer./ Kabler./ Et par travle hænder./ Det hele skilles ad./ Det er ikke en almindelig dag./ I et hjørne af haven arbejdes der med denne bestemte cykel./ En mand beskæftiget med at gøre en cykel klar./ Navet tages ud.«

Digte blev skrevet, og film blev speaket, og så omsider i 1988 efter mange små gæsteoptrædener fik Leth tjansen som fast kommentator på (først og fremmest) Tour de France, og stemmen fik magt, som den havde agt. 

I løbet af få år hypnotiserede den millioner af danskere hver sommer med sine suveræne fortætninger og digressioner, blev selve den summende, uundværlige essens af sommeren, blev – for i dag skal heller ikke jeg fornægte mig patos – selve Danmarks stemme, stemmen af og for Danmark. 

En popsucces langt hinsides, hvad selv helten Andy Warhol, der uforglemmeligt, fordi han savnede en cola, spiste en burger helt skævt i Leth-filmen 66 scener fra Amerika (1982), turde drømme om.

Et sidste ordspil: At lytte til Leth lutrede vores ører, så de næsten lettede.