Mider daler. To digtere opruster med held hver sin periferi: Sternberg besværger sin stålsatte fremmedgørelse, Sigurd Buch arbejder ufortrødent på et dige.
Digterne på digerne
I gamle dage – før 1980erne, det er mine gamle dage – var digterne faktisk på barrikaderne, når de var på barrikaderne, eller i det mindste til 1. maj i det rigtige hjørne af Fælledparken (eller i Aarhus i Botanisk Have): Nu nøjes de med at være på digerne, når de er på barrikaderne, bogstaveligt talt.
I sit nye lille, forfinet og polyfont minimalistiske tekstbind, Digefred, går digteren og skibsbyggeren Sigurd Buch Kristensen (f. 1988) – der var det store, kvidrende håb i det første nummer af Hvedekorn, jeg redigerede (1, 2008) – rundt på den lillebitte sydfynske ø Birkholm, som han bebor, og ser til og efter bedste evne genopbygger øens diger sten for sten (er der mon et link til Henrik S. Holcks gode, halvgamle 80er-digt om at flytte en sten og forandre verden?), græstot for græstot, hvilket ikke kun er en metafor på skriften (to sider senere står der: »At skovle en tanke fra en tanke«), men også rent praktisk praksis, nænsom og viljestærk:
Del: