En profeti: Denne bog får ikke den store betydning for amerikanernes syn på deres præsident – og det skyldes vel at mærke ikke de to forfatteres journalistiske kvaliteter. I år finder vi næppe en bedre bog om Donald Trumps endnu langtfra fuldførte anden præsidentperiode. Maggie Haberman og Jonathan Swan, journalister på The New York Times, gør således et forbilledligt arbejde med at komme så langt som muligt ind i Det Hvide Hus. Til tider er det ligefrem, som om journalisterne selv er til stede ved nogle af de mest afgørende møder.

Det kan undre, hvordan det lader sig gøre. Haberman og Swan fortæller, at de har foretaget over tusind interviews, ofte til »dyb baggrund«, som det hedder, når der er løfter om anonymitet. Og skønt de skriver, at Trumps stab i den anden periode holder langt mere tæt, er bogen i sig selv et vidnesbyrd om, at det næppe kan være helt sandt. Der må være en del, hvis loyalitet over for chefen ikke altid er lige lufttæt.