Nekrolog. Mario Vargas Llosa vil blive husket for mange ting: Nobelprisen. De politiske ambitioner. Knytnæven i ansigtet på Gabriel García Márquez. Men først og fremmest for de udødelige romaner.

Den sidste litterære statsmand

Da en fælles ven i februar fortalte mig, at Mario Vargas Llosa ikke blot var døende, men ovenikøbet var vendt tilbage til Peru for at dø, tænkte jeg, at det var et privilegium, man godt kunne unde en forfatter af Vargas Llosas størrelse og betydning: simpelthen at vælge det sted, man gerne vil dø. Naturligvis skulle det være i Peru – det land, Vargas Llosa kom fra, og som trods en omflakkende kosmopolitisk tilværelse udgjorde tyngdepunktet i hans lange liv og karriere.

Han blev født i 1936 i den peruanske provinsby Arequipa og blev som 14-årig sendt på Leoncio Prado-militærakademiet i Lima. Allerede som 16-årig fik han arbejde på en lokalavis, inden han i 1953 valgte at læse litteratur og jura på universitet i Lima for derefter at rejse til Madrid og siden til Paris, hvor han nåede at møde Albert Camus. Her fik forfatterskabet sin stormomsuste begyndelse med debutromanen La ciudad y los perros (1963, da: Byen og hundene, 1967): et opgør med den voldskultur, Vargas Llosa selv havde oplevet som kadet på militærakademiet. Romanen blev angrebet af diverse peruanske generaler, hvad der naturligvis kun gjorde den mere populær i offentligheden. I 1964 indbragte den ham Premio de la Crítica Española, en af Spaniens højeste litterære udmærkelser.

Andre læser også