Den sidste hjulsmører

Da de første kapitler fra Franklin Foers bog om Joe Biden begyndte at sive i den forgangne uge, var det præsidentens helbred, der trak de største overskrifter.

Ikke at Atlantic-journalisten havde meget nyt at rapportere. Med det, der kunne være en kandidat til prisen for den mindst overraskende sætning i litteraturhistorien, konstaterer han, at den 80-årige leder af den frie verden »indrømmer, at han nogle gange føler sig træt« i løbet af sin arbejdsdag. Af The Last Politician: Inside Joe Biden’s White House and the Struggle for America’s Future, der udkom tirsdag i denne uge, fremgår det også, at Biden sjældent holder møder før klokken ti om morgenen, af og til glemmer navne og bliver udmattet sidst på dagen.

Både præsidentens venner og fjender er optaget af hans åndsevner i øjeblikket, og derfor er det ikke overraskende, at Atlantic-journalistens længe ventede bog bliver nærstuderet. Alder er et stort tema i amerikansk politik i det hele taget: Republikaneren Mitch McConnell er netop blevet ramt af, hvad der lignede sommerens andet bommesislag for rullende kameraer, og med Biden på genvalg med den 77-årige Donald Trump som sin mest sandsynlige modstander tegner valgkampen frem mod 2024 mere gerontologisk end nogensinde. Skulle Biden få fire år mere, vil han få brug for alle de fiskeoliekapsler og middagslure, han kan komme i nærheden af: når han endelig træder tilbage, vil han i så fald være 86 og langt den ældste præsident i landets historie.

Da Foer i søndags blev interviewet på amerikansk tv, konstaterede han da også, at det »ikke ville være noget stort chok« for ham, hvis Biden på grund af sin alder valgte at trække sig fra valgkampen inden da.

Men bogen vækker også opsigt af andre grunde. Det er den første kritiske gennemgang af Bidens to første år som præsident, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift.

Da Donald Trump var halvvejs gennem sin præsidentperiode, lå der allerede adskillige insiderberetninger og sloges på bestsellerlisterne, den ene mere hårrejsende end den anden. Dengang var det journalisten Michael Wolff, der indledte angrebet mindre end et år efter Trumps tiltrædelse med Fire and Fury, hans skildring af præsidentens ni første kaotiske måneder i Det Hvide Hus.

FRANKLIN FOER tegner et mere flatterende portræt af hans efterfølger i The Last Politician. Joe Biden beskrives som en hårdfør og rutineret leder, der både er mere spirituel og mere kynisk, end de fleste gør sig klart. Præsidenten bliver ofte misforstået, mener Foer, der har gennemført 300 interview til bogen, mange af dem med personer i præsidentens nuværende og tidligere inderkreds. Et af hans hovedbudskaber er, at amerikanerne bør have større tiltro til Bidens lederevner, end meningsmålingerne afspejler i øjeblikket.

Forfatteren er mindre nådig ved vicepræsidenten, Kamala Harris. Hun er så usikker over sin status som USAs første sorte kvindelige vicepræsident, skriver Foer, at hun konstant spænder ben for sig selv. På den ene side vil hun være hævet over at udtale sig om emner som race og kvinders rettigheder, på den anden side insisterer hun på at hyre en sort stabschef og have flere kvinder end mænd ansat i sin stab. Hun er også ualmindeligt følsom over for kritik og har »kaninører«, når det gælder om at opfange mislyde og konflikter allevegne. Af samme grund har præsidentens stab øget afstanden til hende i de seneste to år.

Også Joe Bidens forhold til Barack Obama bliver gransket. Bogens titel er en henvisning til de gamle politikerdyder, som den joviale og empatiske Biden har i rigt mål: evnen til at se verden gennem sin modstanders øjne, at lytte og finde kompromiser. Obama var for ophøjet til at klappe folk på ryggen og tale dem efter munden på den måde, som Biden er mester i, og selvom makkerskabet udadtil lignede den rene bromance, var der hele tiden en undertone af mistillid mellem den Harvard-hellige sorte præsident og hans Delaware-hjulsmører af en næstkommanderende.

Udenrigspolitisk tager Biden sig også særdeles godt ud i Franklin Foers lyssætning. Tilbagetrækningen fra Afghanistan var resultatet af en katastrofal fejlvurdering, javel, men selve aktionen blev gennemført langt bedre, end medierne dengang gav offentligheden indtryk af, skriver Foer.

AT FORHOLDET MELLEM Biden og Volodymyr Zelenskyj fik en kølig start, var også ukrainernes skyld, vurderer forfatteren. Da de mødtes i Det Hvide Hus i september 2021, seks måneder før Ruslands invasion, blev Biden »rasende« over Zelenskyjs fremturen og mange krav. Gæsten krævede NATO-medlemskab og advarede om, at Frankrig og Tyskland overvejede at melde sig ud af forbundet, som han beskrev som »et oldtidslevn med faldende betydning«. Efter mødet måtte selv Biden-regeringens største Zelenskyj-støtter indrømme, at den ukrainske præsident skød helt ved siden af.

Det lader Franklin Foer til gengæld ikke til at have gjort med sin 400 sider lange beretning, der nok skal klatre op ad bestsellerlisterne i de kommende uger.

Amerikanske forlag var ellers i deres gode ret til at afskrive salgspotentialet i Joe Bidens præsidentperiode. Journalisterne Jonathan Allen og Amie Parnes bog om Hillary Clintons nederlag til Donald Trump, Shattered – Inside Hillary Clinton’s Doomed Campaign, solgte i sin tid mere end 125.000 eksemplarer. Men en efterfølger om Biden floppede fælt. Lucky – How Joe Biden Barely Won the Presidency har solgt færre end 10.000 eksemplarer, siden den blev udgivet for mere end to år siden.