Enhver tekst stiller sig åben for forskellige læsninger. Nogle mere oplagte end andre. Skal man som læser læse med teksten og forholde sig loyalt over for dens spor og koder, eller skal man gå i kritisk dialog med den i et forsøg på at afsløre den? Skal man – i forhold til to groft optegnede positioner i litteraturvidenskaben – være paranoid over for teksten eller tilbyde sig som en reparerende håndværker, der kan hjælpe med at forløse tekstens måske skjulte potentiale?

Jeg kom til at tænke på læserpositioner i forbindelse med Emma Rosenzweigs debutroman Jeg giver alt væk, som jeg ikke er helt overbevist af. Romanen er i mine øjne en ujævn og ofte fortænkt konstrueret fortælling om en ung kvinde, der flytter ind i sin væsentlig ældre nye kærestes store nordsjællandske villa.