Den frigjorte epigon

Det er aldrig ikke bevægende at læse om, hvordan kunst, litteratur, poesi tiltvinger sig frisættende adgang til unge mennesker, der ikke har en naturlig, privilegeret adgang til finere kultur. Således også dette digt, der indgår i den 25-årige Alexandre Nsonis debutsamling I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd, der selvfølgelig hedder »Poesiens dør« (Krigere uden våben er titlen på Morten Nielsens første og eneste digtsamling): »Jeg sendte hende et par liderlige sms’er/ som hun mente var digte og spurgte efter flere/ hun inviterede mig på biblioteket/ hun spurgte ind til min person/ jeg fortalte og hun lyttede/ efter en stund/ spurgte hun hvorfor jeg ikke skrev digte/ hun rakte mig Vita Andersens Tryghedsnarkomaner/ jeg læste bogen og fandt tryghed i poesien/ jeg mærkede ordenes sørgmodighed/ senere stødte jeg ind i Strunges kamp/ og Hassans genstridighed/ der vækkede min/ jeg meldte mig ind til krigen/ sammen med krigerne uden våben/ troede jeg«.

Det er så godt en nekrolog over Vita Andersen som nogen, ikke digterens, men ordenes sørgmodighed er mærkbar, akkurat! Men det er ikke hende, digtet ekkoer af, det er Yahya Hassan, naturligvis i motivet: Desperado opdrages i poesi, men væsentligere i stilen og attituden, den ømme kækhed, de behændige, tydelige ordspil og -glidninger, Tryghedsnarkomaner/tryghed, og den lette forskydning af faste vendinger: »spurgte ind til min person«.