Helgenkåringer. Jean Genets essays skildrer en forfatters livslange rejse fra charmerende outsider til usmagelig revolutionsromantiker, og det er værd at læse med hele vejen.
Den politiske idiot
Det ville være en tilsnigelse at kalde Jean Genet for en glemt forfatter, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor beskeden hans indflydelse og position er i dag, når man sammenligner med årtierne mellem Anden Verdenskrig og hans død i 1986. Da Genet brød igennem omkring 1950, blev han som vagabonderende, poetisk sensibel, homoseksuel, småkriminel excentriker kanoniseret i nærmest ublu grad, mest definitivt i Jean-Paul Sartres boglange studie Saint Genet, der floromvundet fremstillede Genet som idealskikkelse for Sartres egen eksistentialistiske filosofi.
Sartre, et af det 20. århundredes store intellektuelle ikoner, er ligesom Genet gledet en smule ud af den moderne kanon. Det udvalg af Genets essayistik og lejlighedstekster, der nu foreligger på dansk i form af Det kriminelle barn, viser da også, at de to på nogle punkter deler en sensibilitet, som tidens tand har været hård ved.
Del:
