Myra Breckinridges bryster er af en anden verden. Store, velformede og struttende. Og helt frie, nøgne og uden snærende bånd. Alt ved Myra er faktisk skønt. Hun beskriver sig selv med ordene »rystende smuk«, mens hun sidder dér i Hollywood og skriver sin historie, kun iklædt et par bittesmå, gennemsigtige trusser.

Hun er med egne ord »Woman Triumphant« og opholder sig i filmbyen for at gøre op med patriarkatet, fravriste mændene magten og føre #MeToo-kamp adskillige årtier, før den egentlig går i gang. Hun siger ja til at medvirke i et orgie, selv om hun finder de unge mennesker noget overivrige, mens hun ved en anden lejlighed begår et seksuelt overgreb, der beskrives i smertefulde, næsten ulæselige, detaljer.