Sartres spøgelse

Der er et interessant aspekt af den voksende cancel culture i USA med dens shitstorme, krav om aflysninger af foredrag og bøger, fyringer af personer, man ikke er politisk enig med. Det er, at den ofte tager form af en borgerkrig på venstrefløjen. Et nyligt eksempel er juristen Maud Maron, politisk demokrat, der har viet store dele af sin karriere til retshjælpsorganisationen Legal Aid, hvor hun har ydet juridisk bistand til udsatte grupper på Manhattan. Hun støttede Bernie Sanders ved valget i 2016, men da hun selv stillede op for Demokraterne på Lower Manhattan, fik hun problemer. De bestod i, at hun ikke støttede ideerne om »systematisk racisme«, som den yderste venstrefløj i hendes parti fremfører. Efter gentagne klager fra tilhængere af critical race theory på sin egen arbejdsplads blev hun fyret fra Legal Aid og har nu måttet anlægge sag mod sin egen arbejdsgiver for uberettiget afskedigelse. Hun siger: »Intet af dette ville være sket, hvis jeg bare havde sagt, at jeg elskede bøger som White Fragility. (...) Grunden til, at de gik efter mig, er, at jeg har et anderledes synspunkt. Jeg er meget åben om, hvad jeg står for. Jeg går ind for integration. Jeg går ind for diversitet. Og jeg afviser også det narrativ, at hvide forældre er skyld i manglerne ved vores skolesystem. (...) Og jeg mener, at raceessentialisme er racistisk og ikke bør udbredes i skolen.«

Den modsætning løber mellem klassiske venstrefløjssynspunkter som universalisme – lige ret for alle uanset hudfarve, køn, seksuel orientering og så videre – på den ene side. Og på den anden side opgøret med denne universalisme, der mener, at undertrykte grupper besidder specielle essentielle egenskaber og derfor skal udstyres med særlige rettigheder for at modgå de uretfærdigheder, der begås mod dem – og altså at andre grupper modsætningsvis, uanset om de ved det eller ej, er fødte undertrykkere, der fortjener færre rettigheder.