Vi er aldrig dem, vi er. Vi spiller altid roller for os selv og for hinanden. Det så den skeløjede franske filosof Jean-Paul Sartre klart fra sit bord på en café i Paris sidst i 1930erne, mens han skrev på sin første roman, Kvalme. Og det så den polske adelsmand og litterære anarkist Witold Gombrowicz på samme tid lige så klart på den café i Warszawa, hvor han skrev på sin første roman, Ferdydurke. Se på tjenerne, som svanser omkring. Se på cafégæsterne. Se, hvor de skaber sig, tænkte franskmanden og polakken hver for sig. For de kendte endnu ikke hinanden.

Så brød Anden Verdenskrig ud. Mens Paris blev besat, blev Sartre siddende på sin café. Warszawa blev også besat, men hvad Gombrowicz angik, sad han nu på et pensionatsværelse på den anden side af kloden. Nærmere bestemt i Buenos Aires i Argentina, som han ankom til kort før krigsudbruddet. Ikke som flygtning, som man vel skulle tro, men som en turist, der endte med at blive i byen i 25 år. Såvel andres som sine egne forstillelser havde han dog stadig blik for, og netop dem skrev han fra nu af en 1000-siders dagbog om. Den var ikke tænkt som et værk, der skulle udgives, men det blev den. Ja, den blev endda hans hovedværk.