Besættelse. Et værk i to bind portrætterer 64 tyske nøglepersoner, der deltog i besættelsen af Danmark. Mange skildres for første gang.

De uvelkomne gæster

Generaloberst Georg Lindemann blev den sidste tyske øverstbefalende for de tyske styrker i Danmark, og han blev kendt som Pyromangeneralen. I slutningen af januar 1945 blev han modtaget af Adolf Hitler, der beordrede ham til at forsvare Danmark til sidste blodsdråbe, samtidig med at han skulle frigøre soldater, der kunne sendes til den vaklende østfront.

Lindemann ankom til sit nye hovedkvarter på Silkeborg Bad den 1. februar. På dette tidspunkt havde besættelsesmagtens højere militære stabe for længst forladt København for at være tæt på den invasionstruede vestkyst. Da den nye chef ankom, var det dog ikke længere en storstilet allieret landgang, man frygtede fra tysk hold, men de allierede enheder, der nærmede sig grænsen sydfra, og som man derfor gjorde sig klar til at bekæmpe gennem en ny sydvendt forsvarsstilling.

Andre læser også