De største kanoner

Det har sådan en opkvikkende effekt på det litterære Danmark, når der endelig sker noget, vi kan behandle som en sportsbegivenhed. Åh, det er jo næsten som et transfervindue, det der fra fodbold.

Jeg taler naturligvis om den forestående (og længe ventede) opdatering af den litterære kanon fra 2004, der dikterer 14 forfatterskaber, som alle folkeskole- og gymnasieelever skal stifte bekendtskab med i løbet af deres skolegang. Ja, det er den med de mange mænd og Karen Blixen.

Men altså ikke meget længere, for i sidste uge satte Kulturministeriet navn på de udvalgsmedlemmer, der skal sammensætte den nye kanon. Kun en enkelt genganger er det blevet til – Johannes Riis, forhenværende litterær direktør på Gyldendal, er således den eneste, der har holdt sig relevant nok til at fortjene genvalg – og derudover har man sparet lidt på repræsentationen af forfattere. Således er det kun lektor ved Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard, der kan præsentere et forfatterskab ved siden af sin forskning. Sidst var Jens Smærup Sørensen med alene i kraft af at være forfatter.

Men altså: Vi er sikkert i trygge hænder, og alle os uden for indflydelse kan (for)nøjes med at gætte på navne, mene ting og måske endda indgå væddemål. Det hele er meget spændende og meget sjovt. Faktisk så sjovt, at man næsten glemmer, det er alvor.

SOM BARN af den gamle litterære kanon – den blev vedtaget, da jeg gik i femte klasse – konstaterer jeg med en vis forbløffelse, at den virkelig har virket. Jeg kan i grove træk gengive alle de nuværende 14 forfatteres største værker, tegne omridset af en biografi, og jeg kan redegøre for deres indflydelse på dansk litteratur som sådan. Jeg har læst dem alle. For nogles vedkommende meget, for andres vedkommende lidt mindre.

Nuvel, jeg er da mere end almindeligt litterært anlagt, men selv jeg skal altså ikke kigge længere end til tillægskanonen – altså den liste, der var nice to know frem for need to know – for at komme til kort. Thøger Larsen står for eksempel på den. Hvad var der nu med ham? Bliver han nævnt i Matador? Er der en socialdemokrat, der også hed Thøger Larsen? Jeg har ærligt talt ingen anelse. H.C. Branner? I min verden kunne han lige så godt være maler eller tidligere borgmester i Gentofte. Klokkerne ringer ikke for mig.

Nu kan De måske tænke, at jeg virkelig ikke kender mine klassikere, og det kan jeg give Dem helhjertet ret i. Men her er en anden konklusion, der er lige så nærliggende: Den litterære kanon har virkelig virket.

Da jeg som barn fik den præsenteret, var den lige, hvad jeg manglede. Jeg tilbragte de fleste af mine eftermiddage på biblioteket, og jeg havde en vag fornemmelse af, at nogle bøger var bedre og finere end andre, men det var svært at finde ud af, hvad der var hvad. Mine forældre interesserede sig ikke synderligt for litteratur. Min mor abonnerede på bogserien Virkelighedens verden på Gyldendal – biografiske ulykkesfortællinger om mord, incest og spiseforstyrrelser – og min far læste et par Hitler-biografier om året. Men ingen af dem kunne udstyre mig med den rettesnor, jeg savnede.

Det kunne Brian Mikkelsen så, og tak for det. Adgangen til den gode smag blev nemmere med den litterære kanon, ja, måske blev den ligefrem demokratiseret.

MEN INGEN MEDALJER uden bagsider. Der vil uvægerligt ske en ensretning (med tanke på, hvor splintret den danske kulturvirkelighed fremstår, er det selvfølgelig ikke kun en ulempe), og enhver kanon forstærker sig selv. Når Danmarks Radio en sjælden gang imellem kaster sig ud i formidling af dansk litteraturhistorie, sker det med udgangspunkt i den litterære kanon, og når skoleeleverne bliver til universitetsstuderende, er det de samme 14 forfattere, de trækker med ind på de højere læreanstalter.

Og selvfølgelig er der de sidste 10-15 år gået sport i at genopdage glemte forfatterskaber fra nær og fjern, men alligevel. Fundamentet er støbt af samme mørtel.

Nu får mørtlen så en ny opskrift, og det bliver forfriskende, men lad os stadig huske på at være lidt – bare lidt principielt – sure over kanonbegrebet i det hele taget.