For nylig bragte litteraturmagasinet Atlas en tekst, som jeg længe har ventet på, at nogen herhjemme ville skrive. Teksten er af forfatteren Carsten Müller Nielsen og hedder »Et overstået kapitel«. Den giver udtryk for tanker, som nødvendigvis må cirkulere blandt mange skønlitterære forfattere for tiden. Ja, faktisk forstår jeg ikke, hvordan nogen forfatter kan tænke på andet.

Artiklen handler om den indvirkning, som kunstig intelligens har på skønlitteraturen. Ikke blot praktisk i forhold til selve produktionen af tekst. I mindst lige så høj grad eksistentielt. Hvad betyder det for folk, der er vant til at tænke og erfare gennem skriften, og som hele livet har set enhver skriftlig udgydelse som et udtryk for en individuel, menneskelig bevidsthed, at maskinerne kan skrive på vores vegne?