Det er snart 40 år siden, at Torben Drehn-Knudsen første gang satte sig på passagersædet i en skolebil med et ekstra sæt pedaler ved fødderne. Det var en Toyota Corolla, »luksusudgaven med digitalt ur«, som han siger, men uden servostyring eller andre moderne hjælpemidler. Siden da har den gamle kørelærer fra Albertslund drillet et utal af elever med højrevigepligt, indviklede kryds og parallelparkeringer. Han har ikke tal på, hvor mange han har lært at køre bil, men »det er fandme mange«, siger han og griner. Torben, der også er aktiv i Dansk Kørelærer-Union, har med egne ord set lidt af hvert på vejene, men ikke det, han nu skal opleve. Ja, han havde faktisk aldrig troet, han skulle opleve noget lignende: en selvkørende bil.

»Det er helt vildt, mand,« siger han og lyner lidt op i sin vindjakke. »Det er fuldstændig vanvittigt.«