De røde poeters klub

Må digtere være reaktionære?

Spørgsmålet kunne lyde håbløst, for selvfølgelig må de vel det? Lige så vel som de kan være anarkistiske, bolsjevistiske, defaitistiske eller bekende sig til en hvilken som helst anden »isme«, man kunne trække op af hatten. Men sådan forholder det sig åbenbart ikke i Frankrig. Eller rettere: i det venstrehældende dagblad Libération.

I sidste uge lagde bladet i hvert fald spalter til et helsides protestbrev affattet af 1.200 »poeter, poeterinder, forlæggere og forlæggerinder, undervisere og underviserinder« (brevet er skrevet med inkluderende sprogbrug) og så videre, som »afviser udnævnelsen af Sylvain Tesson som fadder for Printemps des poètes 2024« – den 25. udgave af den to uger lange årlige poesifestival, som finder sted 9.-25. marts.

»Udnævnelsen af Sylvain Tesson (...) forstærker banaliseringen og normaliseringen af den yderste højrefløj i både politik, kultur og resten af samfundet,« skriver det åbne brevs forfattere, der »finder det forkasteligt, at en kulturel begivenhed, som vi er uløseligt symbolsk knyttet til (...) bliver inkarneret af en forfatter, der bliver brugt som et reaktionært ikon«.

HVAD HAR den prisbelønnede, anmelderroste og hyppigt oversatte forfatter dog gjort for at påkalde sig så mange barders vrede? Hvilken højrefløjshelligbrøde berettiger denne ostrakisering af 1.200 medunderskrivere – der ud over forfatter Chloé Delaume dog mestendels består at lutter ukendte navne?

Jo, Tesson var »tæt på« – som de skriver i brevet – »Jean Raspail, forfatter (...) til en racistisk immigrationsdystopi«, ligesom han til nyhedsmagasinet L’Express engang har sagt: »Hvis De vil skræmme Deres børn, behøver De ikke læse Brødrene Grimm, men kan nøjes med et par af Profetens udvalgte suraer.«

Venskabet med Raspail – der i øvrigt døde for fire år siden – skyldtes dog næppe hans bog Le Camp des Saints fra 1973, men snarere, at han og Tesson er moderne opdagelsesrejsende og eventyrere.

Og hvad Profetens suraer angår, burde man måske ihukomme, at Muhammed først og fremmest var en nådesløs krigsherre, der førte an i snesevis af krige. Som forfatter og journalist Tristane Banon skriver i nyhedsmagasinet Franc-Tireur, »ville dette brevs underskrivere nok stå sig ved at læse Koranen. Her vil de opdage, at volden skam findes, ganske som i Det Gamle Testamente og Toraen.«

Siden offentliggørelsen af brevet i sidste uge er det væltet frem med støttetilkendegivelser til Tesson. Både den nyudnævnte kulturminister Rachida Dati og finansminister Bruno Le Maire – der selv er en flittig forfatter – har taget Tesson i forsvar: »Det er altså dér, vi er i oplysningstidens, fornuftens og åndsfrihedens Frankrig: et protestbrev mod en kolossalt talentfuld forfatter, en sekterisk eksklusion af en eventyrlig pen,« tweetede Bruno Le Maire således forleden, mens Dati behørigt undlod at citere protestskrivelsen, men blot lakonisk konstaterede, at »Tesson er en af de forfattere, der brænder for at dele sin passionerede kærlighed til ordene«.

ANDRE KOMMENTATORER har kaldt forsøget på cancelleringen et »utilgiveligt angreb på ytringsfriheden«. Men ifølge politologen Denis Ramond handler det ikke så meget om ytringsfrihed, idet ingen jo vil forhindre Tesson i at udgive sine værker. Det handler derimod om, »hvem der dominerer den offentlige sfære«:

»Det er vigtigt for højrefløjen at bemægtige sig kulturelle og intellektuelle sfærer, som de opfatter som venstrefløjens bastioner. I den henseende er Le Printemps des poètes (der forbindes med den tidligere socialistiske kulturminister Jack Lang, red.) en smuk erobring,« vurderer han i nyhedsmagasinet L’Obs.

Men som forfatter og skuespiller Jean-Marie Besset syder i en kommentar i det konservative dagblad Le Figaro, »hvornår i alverden det er blevet afgørende for poesiens kunst, om man ligger til højre eller venstre for midten?«:

»Ville man ikke sige, at Ronsard, Du Bellay, La Fontaine, Corneille, Racine, Molière, Marivaux, Musset, Lamartine, Rostand og i England: Shakespeare, Byron og Kipling tilhørte højrefløjen, ligeså vel som (...) Hugo, Rimbaud, Aragon og Char ville blive klassificeret til venstre?«

Mange deltagere i debatten mener ligeledes, at poesien burde være hævet over profan partipolitik. I Le Figaro morer Étienne de Montety sig over ironien i, at kravet om cancellering kommer i avisen Libération, som filosoffen Jean-Paul Sartre var med til at skabe: For selv da selvsamme Sartre tordnede løs på landsfaderen de Gaulle og hans Femte Republik, og de Gaulles rådgivere spurgte generalen, hvad man dog skulle stille op med »ballademageren«, svarede de Gaulle angiveligt: »Man sætter ikke Voltaire bag tremmer!« 

I en pudsig passus i brevet står, at »banaliseringen af den reaktionære ideologi, som Sylvain Tesson inkarnerer, går stik imod poesiens ekstreme vitalitet, som festivalen står for. Poesien er et frit og mangefacetteret sprog«.

En paradoksal tirade, som forfatteren Olivier Maulin »oversætter« til: »De offentlige midler bør udelukkende bruges på den yderste venstrefløjs talent- og publikumsløse poeter og bør for intet i verden kaste lys på en skribent, hvis eneste brøde består i at have en nådegave og have forført hundredtusindvis af entusiastiske læsere.«

»Alt dette lugter langt væk af indspist bitterhed, smålighed og fedtet hår,« sprutter han i det konservative ugemagasin Valeurs actuelles. »Det er udtryk for et hensygnende kultursyn, som vi før eller siden må give en stang dynamit.«