Det er mærkeligt og ret fantastisk med en bog, der på samme tid føles fuldstændig monstrøst skramlet og helt glødende, målrettet intens. Men sådan føles Kamilla Hega Holsts nye roman, der bare hedder C. Det er med en stor, løftet udmattelse, jeg sidder tilbage efter endt læsning: Hvad var det lige for en smadret autocamper, jeg blev kørt over af?

Det i princippet håbløst patetiske, men som praksis i næsten brutal grad kunstnerisk overbevisende svar er, at det er moderkærlighedens autocamper! Eller okay, hvis der skal være ligestilling, forældrekærlighedens, men her i H.C. Andersens fædreland må vi godt sige moderkærligheden, når der nu faktisk er tale om en mor, der vil redde sin søn fra død og fortabelse. Nærmere bestemt og til forskel fra eventyret en mors egen fortælling om sit redningsforsøg.