De andres trekvartgode smag

Det er jo ikke noget, vi har konstrueret for at forsvare os mod forbitrede konspirationsteorier om sammenspisthed, at vi kritikere hele tiden lige præcis ikke er enige om alting. For det føles faktisk slet ikke fedt, det er faktisk en igen og igen reel og pinefuld anfægtelse: Hvordan kan dog denne estimerede, skarpsindige kollega læse så rigtigt i langt de fleste tilfælde og så alligevel lige pludselig læse så uhjælpeligt forkert?

Det er ikke fedt, når Erik Skyum-Nielsen i Information og Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad er åh, så imponerede over Pia Tafdrups afsluttende sansesalut, Berøringen af hud, og det samlede fem bind lange sansebombardement, for jeg ved godt, at de har en centrallyrisk svaghed for det forfatterskabs samvittighedsfulde troskyldighed. Men det er det så alligevel, for de kan da ikke i alvor mene, at de på samme tid kan beundre og skrive lærde artikler om den anderledes cool og anarkistiske (OG SJOVE) systematiker Klaus Høeck og så opretholde en betydelig fornøjelse over Tafdrups poesi? Læser man Skyums anmeldelse grundigt, viser det sig, som det ofte er tilfældet, især med Tafdrup, at en langt mere kritisk og sardonisk anmeldelse hele tiden står på spring, men disciplineret holdes i kort snor: