Kommentar. Forbryderens perspektiv er rigeligt repræsenteret i vores kultur. Det er ofrene, der mangler at komme til orde.
Fra smørpakkens egen mund
Selvfølgelig må litteraturen være fri, og selvfølgelig skal den behandle forbrydelser. Det har den sådan set altid gjort, og en af dens mange funktioner er at diskutere, hvordan et samfund sanktionerer sine overtrædelser; hvordan lov og orden genoprettes, efter at en antagonist har forbrudt sig mod et medmenneske.
Og selvfølgelig skal vi have en mangfoldig litteratur. At flere stemmer kommer til orde i vores fortællinger, kan ingen have noget imod, så længe kvaliteten er høj, og så længe vi står fast på, at enhver forfatter har ret til at skrive ikke blot sin egen partikulære historie, men også alle andres.
Del:
