Pegefinger

PEGEFINGER [ˈpɑjəˈfeŋˀʌ] Det er hårdt for pegefingeren, at den hedder pegefinger. At den defineres ved, at den bruges til at pege eller påpege med. Eller endnu værre, at man som regel, og det kommer jeg også til at gøre her, taler om pegefingeren som et positivt eller negativt eller neutralt, mest negativt, billede på pegen og påpegen som sådan. At selve fingeren bliver helt væk i sit udråbstegn. Man foretager sig jo alt muligt andet med en pegefinger, for eksempel ringer man på ringeklokker, og det er da smukt nok, at der ved siden af ringfingeren sidder en ringefinger.

Pegefingeren som billede er selv pegefingererende – Ordbog over det danske Sprog tilbyder »pegefingret« – og gør overtydeligt opmærksom på, at der her praktiseres overtydelighed, gør formanende opmærksom på, at der her praktiseres formaneri. Der er eksempelvis den udødelige linje i Gnags-sangen »Rytme-Hans«: »Fandt mig selv i skyggen af en løftet pegefinger.«