DAF, TRUP. Pia Tafdrup afslutter sit lyriske fembindsværk om sanserne lige så arbejdsomt uinspireret, som hun begyndte det.
Røremaskinen
Det digt, jeg godt kan lide i Pia Tafdrups nye digtsamling Berøringen af hud, femte og afsluttende og aldeles uspændende og uoverrumplende bind i hendes »sansekvintet«, der påbegyndtes med Smagen af stål i 2014, og et af de få digte, jeg efter endt læsning overhovedet kan genkalde mig, har den lange titel »Damen holder om enhjørningens horn. En gobelin« og er med et akademisk ord en ekfrase, en billedaflæsning. Det lyder sådan her og holder meget præcist gennemsnitsmålet for digtenes omfang, cirka halvanden side med temmelig store typer:
»Cluny-gobelinernes stof bag glas/ på Musée du Moyen Âge/ kan mine fingerspidser ikke røre ved,/ ikke lege med,/ noli me tangere,// på museet må jeg røre/ med øjne og hjerte, men hjertet/ har hjemme overalt, også/ gobeliner fra middelalderen kan det omfatte,/ Damen med enhjørningen,/ når hun griber om fantasidyrets horn, mens løven/ ved hendes anden side/ kaster et blik, der spørger,/ om jeg har forstået.// Ja, jeg har fattet, jeg skal genkalde mig,/ hvordan det er at lægge min hånd/ om dit køn, stryge det, når det har rejst sig/ som enhjørningens horn, med hud/ så blød som gobelinernes stof,// når dit køn i min hånd lever sit eget liv, og jeg er i dit pulsslag, er ét/ med varmen, der nu brænder/ i min håndflades hud, ét/ med dit begær, der også bliver mit/ i det øjeblik, løven ser på mig.// Ja, jeg kender suget i sjælen,/ ved, hvad vores drømme er, du løve,/ hvordan vi flytter ind i dem, når vi/ uden advarsler rører ved hinanden,/ ved, hvad hånden vil, hvad vores køn vil,/ hvordan havet løfter sten,/ og hvor vi skal hen.«
Del: