Anmeldelse. Laura Ringo skriver på samme tid sardonisk sexkomedie og godmodigt højskoleportræt. Det er en seriøs skeløjethed, der får fokus til at flimre mere, end godt er.

Christen Kold er en zombie

Jeg har virkelig svært ved at få hold på min oplevelse af og smagsdom over Laura Ringos roman med den bombastiske titel Grundtvig er død, og det er jo allerede et plus i smagsbedømmelsen.

Én ting er skuffede forventninger, da jo forfatteren ikke nødvendigvis er ansvarlig for, at bagsideteksten afsluttes med proklamationen: »GRUNDTVIG ER DØD er en sort komedie om magt, begær og uindfriede ambitioner i en højskoleboble.« Ah, en sort komedie om at være skrivelærer på en højskole, det vil jeg, der også har skriveundervist på højskoler – dog kun en uge ad gangen, ikke dag ud og dag ind på et såkaldt langt kursus som bogens hovedperson, Petra – virkelig gerne læse. Det forekommer mig at være et oplagt og uimodståeligt projekt, som det jo er decideret underligt, at andre forfattere af de utallige, også med sort komisk talent, der har undervist langt eller kort på højskoler, ikke har forsøgt sig med; der er lige en snert af højskolesatire i begyndelsen af Theis Ørntofts Solar, som derpå lynhurtigt stikker af til alskens andre horisonter, og Stine Pilgaards Meter i sekundet er med sin overbærende ironi slet ikke interesseret i at svirpe til højskolemiljøet.

larsbukdahl
(f. 1968) er forfatter og anmelder. Cand. phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Debuterede som anmelder i Kristeligt Dagblad i 1988, sluttede sig til Weekendavisen i 1996, Debuterede som forfatter med digtsamlingen Readymade! i 1987, har siden udgivet både digte, romaner, rim og remser, børnebøger og litterære monografier, senest kom erindringsteksterne Korshøjen, 2018. Siden 2008 redaktør på det hæderkronede poesitidsskrift Hvedekorn. Blogger på bloggen Blogdahl og bebor desuden en hjemmeside larsbukdah.dk. Modtog 2008 Kunstrådets Formidlingspris.

Andre læser også