Nogle gange er det vilde det uvilde. For eksempel at Bjørn Rasmussens nye, ekstremt glimrende (men netop ikke, slet ikke, glimrende ekstreme) roman Kirstens hævn ikke på noget tidspunkt flipper virkelighedsskridende hallucinatorisk eller bare stilistisk barokt/hermetisk ud. 

Det har samtlige hans værker, fra den legendariske debut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011, til den kun et halvt år gamle sonetkrans Fiskesonetterne, ellers i forskellig hastighed og blandingsforhold gjort i en sådan konsekvent og tydelig og original grad, at det nærved har kunnet kaldes forfatterskabets primære særkende: indholdsmæssig, sproglig udflipning. Men ikke her, ikke i denne såkaldte »hestepigeroman«.