Anmeldelse: Evil Grandma. Morfluencerne har længe domineret den digitale arena, men nu er der en ny sherif i byen: bedstemorfluenceren.
Bedstemor i flammer
Ideen til romanen er sjov nok. Da Mona får at vide, at hun skal være farmor, stiger blodtrykket, men ikke af glæde. Tværtimod betragter hun sin svigerdatter, Alma, med en blanding af fascination og foragt, og da Alma springer ud som momfluencer og skifter navn på Instagram til Allmama, springer Mona ud som Evilgrandma65 (EvilGrandma var taget).
Parallelt med, at svigerdatteren opdaterer om den korrekte graviditetskost og viser scanningsbilleder og billeder af den voksende mave, viser svigermor billeder af det ufattelige svineri, som hendes søn og svigerdatter trækker efter sig i hjemmet. De er efter en vandskade flyttet ind hos hende, og ak, utak er jo verdens løn, så hun er nu en kombination af rengøringsdame, kok, vaskekone, forsørger og selvfølgelig content. Svigerdatteren forsømmer nemlig heller ikke en lejlighed til at udstille sin svigermor.
Del:



