Kunst(igt). Det nytter ikke noget at løbe skrigende bort. I stedet må vi indgå en pagt med AI – med fokus på lighed og eftertænksomhed frem for den gamle sang om det særligt menneskelige, mener digter og datalog Anders Søgaard.
At turde trække på skuldrene

Hvis noget står klart efter den berygtede ordveksling om AI mellem kulturminister Zenia Stampe og Martin Thorborg i Debatten for nylig, så er det vel, at der fortsat hviler en slem uklarhed over den teknologiske revolution, vi står midt i. Derudover demonstrerede den panikslagne minister og den hovne iværksætter, at det er nemt at komme til at løbe ned ad enten den ene eller anden blinde vej: AI kan lede kulturen til nye højder! AI bliver den menneskeskabte kunsts undergang!
At det næppe forholder sig så sort-hvidt, understreger Anders Søgaard flere gange i løbet af vores samtale. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 2002, ph.d. i sprogteknologi og siden 2018 professor på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet. Og så nægter han – både som forsker og digter – at betragte AI-revolutionen entydigt:



