Anglicisme [ɑŋliˈsismə] betegner dovne fordanskninger af engelske ord, såsom når min lokale sengeforhandler reklamerer med fabelløse priser i stedet for fabelagtige priser. Men udtrykket beskriver også de mange engelske låneord, der dukker op i især talesproget.

Det er ikke svært at finde sørgesange over det danske sprogs snarlige død som følge af alle disse anglicismer, der breder sig som invasive plantearter. Det er verdens nemmeste ting at klage over, for det kan virkelig være utrolig irriterende, når man er i humør til at lægge mærke til anglicismer.

Det kan også falde mig for brystet, når jeg hører sætninger som »Jeg har fundet noget new information, der kommer til at blow a huge hole i hans construct,« og så endda fra nogen, der er ældre end mig. Men irritationen varer kun, indtil man lægger mærke til alle de anglicismer, man selv bruger, og uanset hvor meget jeg anstrenger mig, er de svære at komme af med.

Karen Blixen kunne som bekendt bedre lide at se sig selv som »storyteller«, eller som hun udtalte det: ståååritæller, end forfatter. Og når man dykker ned i hendes nonfiktion(!), er der faktisk også en del små skud af anglicismer. I et essay fra 1953 om feminisme skrev hun: »Der har vistnok sjældent været nogen større man-eater end George Sand,« og lidt senere i teksten: »Det er dog i Almindelighed en Ulykke for en Kvinde at elske en Kunstner, – og hun er every time bedre tjent med Kaptajn Carlsen.«

Illustration: Klara Graah
Illustration: Klara Graah Klara Graah

I en rejseberetning fra Det Tredje Rige, skrevet i 1940: »'Nazismen er ikke nogen Eksport-Artikel,' erklærer de ofte her – dette Folks Evangelium kan ikke noget andet Folk 'embrace', som man siger paa engelsk.«

Lige med undtagelse af man-eater, som ikke har en umiddelbar dansk ækvivalent, kunne Blixen jo bare have brugt ord som »altid« eller »omfavne«. Forskellen er selvfølgelig, at hun pyntede sit sprog med enkelte låneord, fordi det var fashionabelt (hov, der var vist også én), og ikke som i dag, hvor vi ofte tyer til anglicismerne, fordi vi ikke kan komme på det rigtige danske ord.

Hvis man skal komme med et bud på en af de tidligste anglicismer, der fik folkelig gennemslagskraft på dansk, kunne man se mod »O.K.« eller »all right«, som den ældre generation i dag stadig tenderer til at udtale årlræjt.

Så tidligt som i 1937 anså den højt respekterede lingvist Kurt Wulff, født 1881, det endda for helt acceptabelt at anvende »all right« i en forkortet oversættelse af den kinesiske folkloresamling Tyve sælsomme Fortællinger, oprindeligt nedfældet af Pu Sung-Ling i 16- og 1700-tallet. Ordet optræder i historien om Wang Cheng, en fattig mand, der rejser til Peking for at blive rig og efter mange uheldsvangre eventyr kommer i besiddelse af en mordlysten vagtel, som kan bruges til dyrekampe.

Wang præsenterer vagtlen for selve prinsen, der dog ikke vil betale mere end 200 taeler for den. Wulff skriver:

»Wang puttede sin Vagtel i Sækken og begyndte at gaa. 'Hov, du der, du der,' raabte Prinsen efter ham, 'jeg byder 600. Vil du, saa all right, vil du ikke, saa færdig!' (...) [Prinsen] lod straks Pengene udbetale til Wang.«

Vil man begå sig i selskabslivet, må man kunne konversere sin bordherre eller -dame. Hver uge serverer vore skribenter et tidsløst eller tidstypisk opslagsord, der med sikkerhed kan fungere som samtalestarter til Deres næste sammenkomst. De kan læse tidligere udgaver af konversationsleksika her.