Ammestuehistorie

Ammestuehistorie {ˈɑməˌsduːə-hiˈsdoɐ̯ˀiə} er et ord, der fortjener at betyde det modsatte af, hvad det ifølge ordbogen betyder. En ammestuehistorie betyder, citeret efter Den Danske Ordbog: »beretning eller udsagn der bygger på en skrøne eller en fejlagtig antagelse.« Det forklares, at udtrykket er »nedsættende«, og følgende eksemplariske citat anføres, fra Ude og Hjemme 1984: »man [må aldrig] sluge et stykke tyggegummi, fordi det kan give tarmslyng. Nu fortæller min voksne søn mig, at det er en gammel ammestuehistorie.«

De fleste tager for givet, tænker jeg, at ordet er nedsættende over for kvinder og nærmere bestemt ammende, nybagte mødre. Men faktisk er ammestue et gammelt ord for børneværelse. Ordbog over det danske Sprog definerer således: »stue, hvor ammen og barnet (børnene) opholder sig; barnekammmer« og forklarer nærmere: »især om denne stue som et sted, hvor barnagtig og enfoldig tale, urimelige, eventyrlige fortællinger olgn. høres (jf. ogs. ty. ammenmärchen, eng. nursery tales).« Et flot citat af Georg Brandes anføres: »(det 18. aarh.) sender Barnet ud af Dagligstuen og langt, langt ind i Ammestuen, hvor det kan høre Æventyr, Sagn og Røverhistorier.«