At være alene i sproget. Som i en stor skov. Det drømmer jeg ofte om. Jeg ville gerne kunne vandre på stier, som ingen andre vandrer på. Jeg ville gerne kende ord for ting, som ingen andre kender. Forskellige former for skygge, for eksempel. Eller ord for de briser, der kan få bladene til at bevæge sig. For spindelvæv og uglespyt. For ådsler og fugleskeletter.

Jeg kender mennesker, der gerne vil være alene i litteraturen. De vil helst være alene med deres yndlingsforfatter. Eller rettere: med de efterklange af deres yndlingsforfatters stemme, der stadig kan høres i de bøger, dagbøger og breve, forfatteren skrev, før hun eller han forsvandt ud af livet. For ja, den slags mennesker foretrækker naturligvis de døde frem for de levende, de misforståede frem for de forståede, de oversete frem for de sete. Siger man til dem, at man nu endelig læser Joyces eller Kafkas eller Prousts romaner, svarer de straks, at der skam findes langt mere geniale forfattere, hvis forfatterskaber også kulminerede omkring 1920: forfattere, der var så miskendte i deres samtid, at de måtte skrive deres værker på avispapir eller brugte kuverter. Men spørger man dem, hvad disse forfattere hed, hvisker de deres navne så lavt, at man ikke kan høre dem. For de holder skinsygt på deres hemmelighed. De elsker Shakespeares og Dantes ukendte kolleger, men deres glæde ville forvandles til sorg, hvis andre begærede det samme som dem.